• Jeg tjener mere på min bolig end på at arbejde

    ソース: BDK Finans / 18 8 2025 11:07:04   America/Los_Angeles

    Kære læser Velkommen til denne mandags privatøkonomiske nyhedsbrev. Alt står i boligmarkedets tegn i øjeblikket. Jeg har stort set ikke beskæftiget mig med andet, siden jeg kom tilbage fra sommerferie. Det er der to grunde til, og de hænger sammen. Priserne bliver ved med at brage op. Den seneste prisopgørelse fra Boligsiden viser, at huse i Københavns omegn er steget med 46.600 kroner i gennemsnit om måneden det seneste år. Jeg konstaterer ved selvsyn, at det er rigtigt i mit eget kvarter i Rødovre. Men der er også områder i hovedstaden, hvor især lejlighederne stiger endnu mere. Dette ved jeg både fra tallene og fra bekendte og kolleger, som alle følger prisudviklingen tæt. De kan deles i to grupper. Den ene gruppe – typisk de yngre – står på perronen og ser ejendomstoget køre hurtigere og hurtigere. Ingen almindelige lønmodtagere har mulighed for at spare så meget op, at de ikke sakker bagud i kapløbet med prisstigningerne. Dermed fortoner deres mulighed for at købe en ejerbolig i hovedstaden sig mere og mere. Den anden gruppe – typisk de ældre – ejer allerede en bolig og måske et sommerhus. De kan nærmest på daglig basis glæde sig over, at der bygges en formue op, som kan ændre deres liv. Jeg ser jævnaldrende, der har set en stigning i deres ejendomsformue på op til ti millioner kroner – et beløb, der eksempelvis kan finansiere flere års tidligere pensionering, hvis lysten er til det. Der er bare et stort men. Det er ikke så ligetil at få fingre i formuen. Det bliver med alderen sværere at få lov til at belåne en bolig op til de tilladte 80 procent, lige som det selvfølgelig også forudsætter, at ejeren kan betale renterne på det større lån. Den oplagte vej til at sætte friværdi fri er at sælge ejendommen. Det forudsætter så, at ejeren ikke bare køber en tilsvarende dyr ejendom i hovedstadsområdet. Dermed er vejen til friværdien enten at flytte ud af byen eller ind i en lejebolig. Og det har de færreste vist lyst til, hvis vi skal dømme ud fra de prisstigninger, som den voldsomme efterspørgsel er udtryk for. Ugens anbefalinger Færre og færre får råd. De galopperende boligpriser betyder, at færre og færre almindelige lønmodtagere har råd til at bosætte sig i hovedstaden. Læs analysen med tallene og konsekvenserne her. Sådan forvaltes unges formuer. Berlingskes privatøkonomiske brevkasse er altid god at konsultere. I denne ugen svarer eksperterne på, hvordan du bedst hjælper unge arvinger med at passe på formuen. Vil du holde ferie lidt billigere? Hvis du har lidt ekstra lommesmerter efter årets sommerferie, så er der et par gode råd at hente i min kollega Ida Marie Holm Jensens artikel. Det er markant billigere at rejse uden for skolernes ferier. Ugens tip Forleden genpublicerede vi min artikel fra 2024 om, hvordan mange danskere narres til at tegne ekstra og dyr forsikring ved billeje. Mit råd er: Tjek din rejseforsikring først. Den indeholder typisk en dækning af selvrisikoen ved billeje. Så kan du med ro i sindet takke nej til sælgerens tilbud om yderligere forsikring. Tak fordi du læste med. Vi vender tilbage i næste uge. https://www.berlingske.dk/privatoekonomisk-nyhedsbrev/jeg-tjener-mere-paa-min-bolig-end-paa-at-arbejde
シェアする